Fat-tire cykler lader dig pløje gennem sneen

BRECKENRIDGE, Colo. - Det ligner cyklernes Humvee.Den kraftige tohjulede motor kan prale af en bred forgaffel, hydrauliske skivebremser og brede, knoppede dæk, der kunne klare et spor med SEAL Team Six' vildskab.Den vejer en heftig 30 pounds og kommer malet stealth sort.Min mission er at pedalere dette op ad en snefyldt sti i Colorado-baglandet uden for Breckenridge.

"De kaldes fat bikes," forklarer Sydney Fox, der sammen med sin kæreste, Nick Truitt, ejer Breck Bike Guides."Disse er ret nye for Colorado, men Midtvesten og Alaska har haft dem i årevis.De store dæk lader dig flyde på sneen."

Fat biking begyndte for omkring et kvart århundrede siden i to geografisk forskellige regioner: Alaska og New Mexico.Brede dæk gjorde det muligt at køre vinterstier nordpå, og ørkenklitter og arroyo-ridning ned mod syd.Hårde eventyrere har siden brugt dem til at pedalere tværs over Sahara og krydse Antarktis til Sydpolen.Fox lover, at min tur bliver langt mindre skræmmende.

Vi går ned ad gaden og drejer op ad French Gulch Road.Når man træder i pedalerne på fortovet, bliver to interessante karakteristika ved fat-bike-kørsel umiddelbart tydelige.

Først er styringen.Med så meget gummi i kontakt med vejen, virker det trægt at dreje.Det svarer til at cykle til at prøve at manøvrere min bedstefars gamle Chrysler-landyacht.

Fox forsikrer mig om, at det bliver bedre på sne.

"Du vil ikke føle, at dækket suger jorden, når du drejer.På sneen er det mere som en typisk mountainbike.”

Så er der vibrationen.En 5-tommer bred plet af knopper, der rammer fortovet, får dækkene til at summe og cykelsædet til at vibrere.Jeg føler, at jeg kører på en tohjulet version af Magic Fingers.

I modsætning til sommer mountainbikes mangler vores fatbikes forskiftere.Kun de bagerste gear skifter.Heldigvis, med dens lille kædering foran og en 10-gears tandhjulsgruppe bagpå, er min cykel gearet lavt nok til, at jeg ikke har nogen problemer med at træde i pedalerne op ad bakke dele af vejbanen.

Et par minutter fra byen drejer vi ind på en stiparkeringsplads blottet for biler.

"Vi er heldige i Breck," siger Fox.»Vi har stier, der slanger sig hele vejen op ad bjergsiden, og vi har en enorm spredning af dem.Vi kan køre enkeltspor op og enkeltspor ned igen og aldrig være på samme spor."

Heldigvis har det ikke sneet i en uge, og stiens overflade er pænt pakket.Pudder kan være godt til skiløb, men ramt løs, dyb sne med en cykel, og fremskridt kan komme til et brat, hoved-over-styret standsning.

"Sørg for, at du bliver ved med at dreje jævnt og konsekvent," siger Fox."Prøv at være så let på pedalerne som muligt.Hvis dit bagdæk snurrer ud, eller du sidder fast i et hjulspor, skal du gå af og gå op eller finde et lille fladt sted at begynde at køre igen.Nogle gange vil du komme ud til siden, og begge dæk vil bare synke.Det er det sjove ved det.”

Vi pedaler ud i det store hvide hinsides.Nu fri af fortovet føles det som en iskold version af sommer mountainbike, men uden sten.Det største problem, jeg støder på, er, at når jeg pedaler op ad bakke i det laveste af lave gear, kører jeg knap nok hurtigt nok til at holde balancen.

Sving i stien er godt afmærket, og vi går hurtigt ind i skoven.Vi fortsætter over bakke og dale, og stopper endelig nær resterne af Reiling Gold Dredge, et trælevn fra områdets mineralrige fortid.

Fox forklarer, at mange cykelstier følger skyttegrave gravet under områdets minedrifts storhedstid.

Vi vender om og pedaler tilbage til parkeringspladsen.Et par biler er parkeret her nu, mens andre fat-bikers gør klar til at tage ud.Vi drejer tilbage på hovedvejen og med knudrede dæk, der summer mod fortovet, kører vi tilbage til byen.Magic Fingers har aldrig haft det så godt.

Scootere og el-scootere